Brita og Henrik Pedersen © 2008 • Privacy Policy • Terms of Use


 

 


50 års fødselsdag    7. maj 2012.

OBS: SIDEN VISES BEDST I INTERNET EXPLORER!

Den 7. maj, 1962, kom jeg til denne verden i Struer. Det var helt sikkert en gave til mange, i særlig grad jo til mine stolte forældre. Tak mor og far for livet. Jeg har nu brugt 50 år af den gave jeg fik af jer, og jeg regner da med at der er ca. 50 år tilbage af den. 

Reelt startede forberedelserne til fødselsdagen for længe siden. Første step til festen, var faktisk noget tilfældig. Jeg var sammen med Mikael, til Classic Car Race i Århus i 2011, og da vi var sultne, fandt vi et telt, hvor der blev serveret "helstegt pattegris, med det hele".

 

 

 

 

 

 

Teltet blev drevet af Slagter Zacho fra Højbjerg, og netop der besluttede jeg mig for menuen til festen. Og faktisk også for leverandøren.

Sjovt, for Classic Car var egentlig ikke noget vi lige havde regnet med som aktivitet, herregud, det var jo bare en flok gamle mænd i mindst ligeså gamle biler. Ja, det var så indtil vi så formel 1 racere i fuld fart op ad Kongevejen, wrrrooouuuummmmm..

 

 

 

 

 

 

Næste step, er invitationen. Den blev udfærdiget i næsten en arbejdsgang. Jeg synes selv det var en fantastisk invitation, ikke et øje var tørt :-) , ingen glemt, selv hedengangne Kong Frederik IX var nævnt. Prinsessen og det halve kongerige. Prinsen og hans store drømme. Ikke mindst Dronningen i mit kongerige.

Dernæst; Finde ud af hvem der så skal modtage invitationen. Det var den nemmeste opgave, alle dem som er i vennekredsen, alle fra familien, en del arbejdsrelationer, naboer og genboer, store og små, jubiii.. der var ca. 70 inviterede.

Alle forberedelser vel overstået, festlokaler booket, i dette tilfælde FDF Sandbjerglejren ved Odder. Vi havde været der før, både da børnene var på lejr med enten spejder eller børnehave. Og siden også til en fest sammen med rigtig gode venner. Så omgivelserne kendte vi. Det kunne ikke gå helt galt :-)

Vi var spændte på tilmeldingerne, og de dryssede ind, nogle hurtigere end andre. Enkelte måtte jeg rykke efter, det med datoer er nok ikke så vigtigt for alle. I sidste ende blev det til ganske få afbud, ret flot, taget i betragtning af jeg havde lagt festen midt i den store konfirmationsweekend. Stor tak til alle som deltog, og til dem som ikke gjorde, I gik glip af en fest. Længere er den ikke.

Et par dage i forvejen, begyndte vi at fylde op i lejren. Torsdag var vi et sidste smut i Bilka for lige at hente "det sidste". Mondeoen var tungt lastet, og på vejen til lejren hentede vi Prinsessen og Prinsen på Horsens Banegård.

Vi fik lavet første portion isterninger, der kommer her en servicemeddelelse; Isterninger i drinks skal sikre at drinks er kolde og friske. De fleste er sikkert uvidende om, at det ved flere forsøg er bevidst at isterninger kan fremkalde voldsom hovedpine. Dagen efter, forstås! 

Fredag formiddag blev Mondeoen igen tungt lastet, denne gang med alle drikkevarerne, vi tidligere havde hentet i et af de øvrige EU-lande. Afsted det gik, og alt blev båret ind. På dette tidspunkt blev Prinsen interesseret i at vide hvor mange gæster der kom, og efter lidt hovedregning og optælling af øl, sprit og vine, kom han i sin visdom frem til, at hvis hver gæst drak ligemeget, og ingen sprang over alkoholen, så ville der være 24 genstande til hver. Så blev jeg bekymret, og udbrød; "Tror du der er for lidt, for så kan vi nå at hente mere i Hundslund Let-Køb"... Han rystede på hovedet, og udbrød noget mindre flatterende :-)

Hjemme på slottet var pigerne igang i køkkenet. Prinsessen, som tydeligt følger godt med i Blomsterbergs meritter, havde tilbudt at bage kager. Så der var travlt. 3 forskellige kager blev gjort klar, der blev bagt og bagt og bagt.. indtil hele huset duftede af kalorier og guf. Drømmekage, Gulerodskage og chokoladekage. Uhm...

Inden vi var klar til fødselsdag, skulle vi lige klare en konfirmation. Så forberedelserne blev midlertidigt afbrudt, der blev badet og vasket, og klædt om. Fra konfirmationen tog vi hjem og fik igen læsset Mondeoen, denne gang også med traileren fyldt op.

Vi kørte til Sandbjerglejren, og overnattede, så vi kunne være klar til det store ryk-ind lørdag. I mellemtiden var Prinsessens udkårne stødt til selskabet.  

På dagen var vi tilsmilet med godt vejr. Lidt koldere end vi havde håbet, men trods alt solskin. Slagteren kom tidligt med grill, fik den startet op og kørte hjem efter svinet, som var "forstegt" i ovnen.

Ved samme tid, havde junior travlt, han farede afsted over flere omgange i bil, det skulle senere vise sig, hvad han havde travlt med. Det var jo en overraskelsens dag, og jeg skulle ikke have spurgt ind til noget :-) men nysgerrig det var jeg..

Gæsterne begyndte at komme omkring kl. 13.00 og i løbet af den næste times tid, blev de udendørs borde i solgården fyldt op, der var stemning og godt humør fra start, alt tydede på en god fest.

Da de fleste gæster var kommet, og alle havde haft
mulighed for at få en tår et eller andet, bød jeg vel-
kommen til alle. Det var en fornøjelse at se, så mange
feststemte mennesker, med godt humør, klar til at
gas i mange timer.

Det var samtidig ved at være tid til at slagteren ville
gøre klar til at skære svinet i stykker. Forinden var der
endnu en servicemeddelelse, som jeg som vært var
forpligtet til at give mine gæster; Grisen er det patte-
dyr, som på flest områder minder om homo sapiens.
På et punkt er den dog langt overlegen. Den har
væsentligt flere hudorme, faktisk er det det dyr der har flest hudorme!!.
Jeg håbede med denne meddelelse, at der kunne blive lidt flæskesvær i overskud til min lille hund, som var anbragt i pension. Det havde jeg sgu ikke den store succes med!

Gæsterne gik i krig med salater og kartofler, og derefter forbi slagteren for at få det vigtigste, nemlig velstegt pattegris, på tallerkenerne. Det var en fornøjelse at se, hvordan det svandt i mængderne, og gæsterne roste både tilbehør og kød. Stilheden sænkede sig rimeligt over fest-salen, mens maden, ledsaget af øl, vin og vand, gled på plads i maverne.

Som det ses på billedet til venstre, var der pænt fyldt op, og de glade gæster hyggede big-time.

 

Mad-ro blev der aldrig, folk snakkede, hyggede, valfartede til mere gris, og fra bordet i midten, forsynedes gæsterne med 3 slags kartofler og 5 slags salat. Det var en helt igennem fremragende menu.

Når der ind i mellem anedes musik i det fjerne, skyldtes det et hidkaldt jazz-band, som sørgede for den rette stemning. Creole Jazzmen, fra Århus. På billedet ses de i fuld gang.

I bestræbelserne på at få en fantastisk fest for Kongen, havde
tronfølgerne og dronningen lagt sig i selen for at finde de rigtige
indslag, for at krydre festen med spas og løjer. Det var derfor
ikke overraskende for mig, jeg sad med ryggen til døren, da der
pludselig lød en røst "må jeg bede om ro"... en noget konser-
vativ, næsten royal kvindestemme fyldte rummet. Det var
"Dronningen" som trådte ind, i ført lang festkjole, hat og skulle
det vise sig, et strålende diadem under hatten. Hun holdte den
mest fantastiske royale tale for mig, og fik ved flere lejligheder
draget paralleller til Prins Henrik, jeg husker det som, vin, hund
og mad. Hun fik også sneget nogle ord ind om Georg, det vil sige
"Geo"-caching. Og hvis jeg skulle have ønsket mig noget i anledning af hendes besøg, så var det at Brita havde overværet det. Det var fremragende, fantastisk og fuldstændigt fabelagtigt. Sikke en over-raskelse. Jeg må indrømme, at der tog min livsledsagerske igennem mere end 30 år, fuldstændig fusen på mig. Godt gået!!

Det skulle vise sig, at jeg ikke var færdig med overraskelserne, og den næste i rækken var en fin og flot tale fra Helle. Helle er egentlig "københavner", men hun er i dag gift med Søren, og bor i Frederikshavn. Helle og Søren er med i "nytårsaftensklubben" og derudover er de, som os, ivrige geocachere. Tak for de pæne ord, Helle.

Så mente Peter Have, min tidligere chef fra SILVAN, at han ville fortælle sandheden. Faktisk var der små perioder i Peters fine tale, hvor jeg nærmest rødmede af stolthed. Specielt var jeg glad for at han mindedes tiden på Distributionscenteret, hvor vi på trods af meget, og rigtig meget, svære vilkår, alligevel fik tingene til at ske. F.eks. nævnte han, at selv når klokken var blevet meget sent om aftenen, så løb mit personale fortsat rundt med energien væltende ud af kroppen, armene højt hævet over hovedet, og råbende "vi gør en forskel"... Det var flotte ord, som jeg er stolt af. En ting som Peter og jeg har delt mange gange siden, er psykopaten.. Peter har læst en lang og tyk bog om psykopater. Hver gang du møder en sådan, skal du hurtigst muligt, sørge for at vende om, og løbe så hurtigt dine tykke ben kan bære dig, langt væk.. Vi har en fælles tidligere chef, på hvem samtlige tydelige tegn på en psykopat, passer prik præcis. Det griner vi stadig af. Peter og hans kone Trine, har i dag indlemmet os i deres "julefrokost-klub". Kendetegnene ved de fleste i den forsamling, er at de alle har deres egne meninger, og langt de fleste er på et eller andet niveau enten excentriske, eller bare bindegale. En karakteristik som jeg gerne også sætter på Peter. Jeg er super glad for i dag, at tælle ham som en god ven, og ofte på telefon en sparringspartner.

Da roen igen havde sænket sig over selskabet, mente min prins af konge-riget, at det var hans tur. Som han udtrykte det, den anden tale i hans liv, den første holdt han til sin konfirmation. Junior, det bliver bedre og bedre :-) .
Denne gang havde han forberedt sig, og det var så derfor han havde haft så travlt om formiddagen, han havde været ved trykkeri, sikkert i Århus på arkitekt-skolen eller lignende, for at få fremstillet konkurrence plakater. For konkurrere det skulle vi åbenbart. 50 år vs. 25 år.
Jeg var opsat på at give ham kamp til stregen, og i hele hans 25-årige liv, har jeg forsøgt at lære ham, at man altid skal spille ærligt spil. Det må jeg så konstatere, at det har jeg ikke haft fuldstændig succes med, mere om det lidt senere.
Konkurrencen indeholdt 4 elementer; Armbøjninger (HA, Det kan jeg nemt), IQ test (HAHA, her har han ikke en chance), Verdens rejse (bla.. bare fordi han har været i Kina..), og slutteligt De Hviiiiieee 
. Han kunne umuligt vinde den konkurrence.
Som det ses, var der lagt an til en fin konkurrence. Og ved indvejningen var det fra start klart, at han ikke ville få et ben til jorden.
Da konkurrencens betingelser og troede jeg, reglerne offentligt gjort, var vi klar.
Den første øvelse var armbøjninger og jeg var klar.

 

Ned på alle 4, det var jo barnemad, herregud, han har jo ikke en gang været ved militæret. Bronze-cirkel, cooper-test og forhindringsbanen, så længe er det sgu ikke siden.
Så klar, parat, start.. og konkurrencen var igang.

Efter en meget tæt kamp, måtte jeg desværre trække mig, det er nok alligevel et par dage siden, jeg sidst var i gym. Alligevel betragter jeg det som en mindre sejr, at junior så behørigt overrasket ud, over at jeg overhovedet kunne lave armbøjninger. Læg mærke til flertalsformen, jeg lavede faktisk mange flere end en..
Næste programpunkt i vores lille 4-kamp var IQ. Jeg er i perioder opslugt af Sudoku. Så da jeg så, at det var en enkel sudoku, var slaget tabt for junior. Inden han havde fået hætten af sin tusch, var jeg færdig. Stillingen var nu 1-1.
I den 3. disciplin gjaldt det lande vi havde været i. Hvis bare han havde passet bedre på sine penge, i stedet for at rejse kloden rundt, så var det nok ikke så tit han skulle leve af havregrød. Når det er sagt, så forstår jeg ikke han overhovedet vil tælle Japan med som "et sted besøgt".
Inden sidste disciplin var jeg altså bagud. Jeg har, som AGF, før været bagud og tabt. Det skulle vise sig også at være tilfældet her. Første spørgsmål lød på, hvilke discipliner dannede grundlaget for AGF? Hvem fanden kan lige ryste Gymnastik, Fægtning og HUGNING ud af ærmet, uden at have bøjet reglerne og snydt? Andet spørgsmål, hvor mange sæsoner var Peter Rudbæk træner? Piece of Cake.. 7 er det rigtige svar. 1-1 i AGF quizen. Til sidst, nævn de spillere som har lavet mere end 3 hat-tricks for AGF igennem tiderne... Også dette spørgsmål havde han fikset, så jeg til sidst stod som en værdig nummer 2. Alligevel fik jeg overrakt en fin pokal, som jeg har stillet i vindueskarmen, der hvor han plejer at sove når han er hjemme. Så kan den minde ham om foul play.  

Efter denne svære kamp, og min altoverskyggende sejr, var det igen tid til lidt hyggeskål, og jeg tror det var her, jeg selv holdt en meget kort tale, hvor jeg kort præsenterede de fleste i selskabet. Dem som ikke blev præsenteret, måtte jo være gået forkert.. Altså bortset fra Louise (Renés kæreste) som af en eller anden grund ikke har gået i skole.. Som straf, fik hun lov at stå lidt op så selskabet kunne se, hvor klog og smuk hun ser ud. Det er meget overraskende, at min nevø har kunnet løbe hende op, han må kunne nogle tricks.

Her troede jeg så vi var tæt på færdige med taler, men også Berit ville lette sit hjerte. Hun havde behørigt lavet en lottokupon, som gæsterne skulle udfylde. Jeg havde de rigtige svar, mente Berit. Det kræver så, at man ved hvad man selv har sagt. Eller skrevet. Hun havde researched både på "fjæsen" og på vores hjemmeside, så hun havde nogle svar, som jeg jo burde kunne. Livet er, som en drømmekage. Enkelte af gæsterne var tæt på fuld plade, eller alle rigtige, men klart var det kun Dronningen som havde alle rigtige. Tak til Fru Berit, både for talen, men i høj grad også for alt den hjælp hun gav i forbindelse med bagning af rugbrød og andet brød til festen.

Efter talerne, var tiden efterhånden kommet til noget dans. Og ikke overraskende dukkede endnu en musiker op, Hans-Jørgen var kørt hele vejen fra Asaa for at få lov at spille. Det var som altid helt igennem fantastisk, omend det klædte ham, da han havde Liselotte ved sin side. Hun ser nu bedre ud end dig, H-J...

Herunder følger et par stemningsbilleder fra danse-instituttet..

  .

Bemærk venligst vikingen.. eller måske rettere søværnets udsendte i bar mave. En efterfølgende udredning, om betydningen af de meget dyriske lyde, som blev frembragt i afklædt tilstand, har vist, at det var en sympati-aktion, som Postmesteren var i gang med. Han har udtalt, at sprittågerne indhentede ham, og igennem tågen mente han at Dronningen havde smidt bukserne. Det var ham derfor magtpåliggende, at hun ikke skulle være den eneste afklædte på dansegulvet, hvorfor han tog skjorten af. .. Bemærk venligst også, at Dronningen fortsat bærer benklæder, hvorfor det må tolkes som enten en søgt undskyldning, eller dårligt syn. Tak alligevel for underholdningsværdien, som nok kan give 10,0 i Vild med Dans.....

Efter de voldsomme strabadser, var det snart kommet til et nyt højdepunkt, nemlig Pølsebord. Igen leveret af Slagter Zacho. Herunder kan de som ikke opnåede at være tilstede i dette højdepunkt, kan her se hvordan pølsebordet så ud ;-)

Og yderligere var tiden jo kommet til at de stærke drikkevarer, kunne bæres ind fra køkkenet... Skam jer, de som havde anvendt isterningerne til at køle pølsebordet ned... Isterninger er en grundbestanddel i Gin/tonic, og helt uundværlig. Det sker ikke igen, vel??

Herunder et samlet overblik over drikkevarerne.. Der er lagt op til hovedpine..

Det er tydeligt, at der er sørget for enhver smag. Og det som ikke var forudsigeligt, var heller ikke nødvendigt.

En enkelt drink, kan kun fremstilles af vores gode ven Søren. Han er eksperten i Mojito, og godt hjulpet på vej af flere af selskabets piger, indtog han kyndigt køkkenet. En kæmpe gryde udgjorde blandingsskålen, og så vidt jeg er orienteret, drak flere af de tilstedeværende damer, direkte af gryden. Jeg kan være fejl-informeret, men efter deres udseende og opførsel, havde de fået så alt passede... Skål tøser.

 

 

 

I bestræbelserne på at sikre alles tilfredshed, incl. musikerens, blev vi enige om, jeg tror det var rundt midnat, at musikken godt kunne pakkes ned, og festen fortsætte ved bålstedet. Vi var ikke så mange der stadig kunne stå op, men der var stor stemning omkring bålet. 

Jeg havde selvfølgelig medbragt noget fyrværkeri... . 

 

 

 

 

 

Indhold

• Sasja »
Her kan du finde nyheder og billeder af vores lille hund

• Hvem er vi? »
Her kan du se hvem vi er og hvad vi får livet til at gå med....

• Henrik »
Her kan du se hvem jeg er og hvad jeg får livet til at gå med....

• Links »
Andre gode steder at besøge.

• LINKS »